Sådan kan du blive opmærksom på og ændre dine mønstre og vaner
I computerspil spiller vi ofte sammen, men måske på hver vores bane, hvor vi får lov at gå på eventyr og prøve kræfter på forskellige niveauer og udfordringer.
Det er okay at fejle, for du får altid en chance til. Opgaven bliver sværere og sværere. Du bliver bedre og bedre og lærer hver gang. Det er derfor ikke verdens undergang, at du taber, for du får chancen igen.
Hvis du ser på dit barn, så er det nøjagtig sådan, han går til livet. Læs mere
Bliver du irriteret på dit barn, når:
Her er hvad du kan gøre for at guide dit barn, i stedet for at skræmme dit barn. Læs mere
Jeg deler min historie med dig for at vise at uanset, hvor dårligt vi har haft det som børn, så kan vi få det liv, vi drømmer om. Vi kan heale sårene og traumerne fra barndommen, så de ikke længere påvirker os og går i arv til vores børn.
Mine forældre elskede mig højt. Min far var et stort legebarn, der heldigvis nåede at introducere mig til den natur, han elskede så højt. Min far havde altid været glad for alkohol. Vi skulle altid lige forbi kroen på vej hjem fra vores fisketure. Jeg husker ikke så meget udover, at jeg fik en rød sodavand og penge til den enarmede tyveknægt.
Hans drikkeri tog for alvor til, da jeg var omkring 9 år gammel. Den far jeg kendte forsvandt mere og mere. Han blev nærmest en modsætning af alt det, han stod for i takt med, at alkoholen overtog.
Jeg kunne, fra jeg var helt lille, fornemme at mine forældre ikke havde det godt. Min far kæmpede med sine dæmoner. Han fyldte fysisk og energimæssigt så meget. Jeg følte ikke, at der var plads til mig. Som overlevelses mekanisme var jeg en nem og hjælpsom datter, der prøvede at muntre alle op.
Mit hælde og ynglings sted var at sidde i det hul min hund havde gravet. Hun sad helt tæt op ad mig, så jeg kunne mærke hendes beskyttende varme krop, mens jeg legede med min gule lastbil. Jeg fandt roen her. Naturens og dyrenes energi er så fantastisk healende.
Min mor blev på grund af os børn, selvom hun havde lyst til at forlade far. De energier kunne jeg tydeligt mærke. Jeg var for lille til at sætte ord på, men jeg kunne tydeligt mærke det. Jeg kunne fornemme, at mine forældre ikke havde det godt. Men for at beskytte os børn, løj de. Jeg tror, mange forældre lyver for deres børn, for at beskytte dem: ”Nej, vi har det godt, vi skal ikke skilles”.
Måske har du selv oplevet at være sammen med et menneske, som du ikke helt vidste, hvor du havde. Det sender dig på overarbejde, for at tyde personens signaler. Man kan være helt udmattet og desillusioneret bagefter.
Problemet er, at børn kan blive i tvivl om, de kan stole på sig selv, når forældrene lyver. Når et barns intuition ikke stemmer overens med det, forældrene siger. Så vil børn oftest stole mere på mor og far end på deres egen intuition. De har fået en overbevisning om, at de ikke kan stole på sig selv. Det er en af årsagerne til at børn, går fra at være inderstyrede til at blive ydrestyrede.
Min far havde selv en svær opvækst, og som årene gik, blev det sværere og sværere for ham at være i livet. Min far ændrede karakter i takt med, at alkoholen overtog hans sind og krop. Da jeg var omkring 12, blev jeg udsat for overgreb.
Efter andet besøg låste jeg min dør. Men det var ikke det værste.
Det værste var at ligge bag den låste dør og opdage at min bror lå ubeskyttet inde på sit værelse. Jeg holdt mig derfor vågen om natten, når mor havde nattevagter. Jeg kunne ikke tilgive mig selv, når jeg faldt udmattet i søvn. Jeg følte mig som jordens dårligste menneske. Jeg holdt øje med min bror, om han var okay næste morgen.
Det, at min far tog underansvar for sit eget liv og sin rolle som forælder, bevirkede, at jeg tog overansvar. Når kaptajnen forlader skibet, tager børnene automatisk over, selvom de endnu ikke har lært at styre skuden. Det er ikke en rolle, børn er klar til.
En dag kom mor heldigvis lidt tidligere hjem fra nattevagt. Vi havde selv sørget for at komme i skole. Og hun nåede at se, vi stod grædende, mens vi ventede på skolebussen. Vi var naturligvis loyale og ville ikke sige, hvad der var galt. Hun trøstede os og sendte os afsted i skole.
Da hun kom hjem, fandt hun ham bevidstløs midt på stuegulvet med en revolver i hånden. Den dag forlod hun ham.
Efter skilsmissen blev jeg hans støttepædagog, når vi var på weekend hos far. Han kunne ikke udstå sin egen mor, så jeg skulle være der, når farmor kom på besøg. Som 13 årig var jeg mægler for de to voksne mennesker. Jeg var utrolig god til det og kunne, som en kamæleon, tilpasse mig enhver situation.
Han døde, da jeg var 14 år gammel. Jeg beskyttede min mor, så kun nogle enkelte havde kendskab til overgrebene. Jeg havde derfor ikke fået hjælp som barn til at komme ned i kroppen og blive hel igen. Jeg tænkte slet ikke over at det var en mulighed, fordi jeg ikke mærkede min krop.
Det blev først tydeligt, da jeg selv blev mor. Min verden ramlede fuldstændig sammen. Jeg kontaktede en terapeut, da min søn var nyfødt, fordi jeg aldrig i mit liv havde oplevet så stor en kærlighed før. Og det gjorde mig virkelig bange.
Jeg blev rædselsslagen for, at jeg kunne finde på at udsætte min søn for det samme som min far havde gjort mod mig. At det kunne gå i arv.
Hun forstod heldigvis, at jeg havde brug for en voksen til at fortælle mig, at det jeg oplevede var helt naturlige moderfølelser. At jeg var en mønsterbryder. Det var en naturlig kærlighed til sit barn. At man pludselig kunne sidde der med sit vidunder i armene og græde af lykke. Det hjalp mig til at slappe af sammen med min søn. Jeg havde bare ikke haft styr på forskellen på naturlig og unaturlig kærlighed.
Når det menneske, som jeg burde føle mig allermest tryg hos, havde overskredet mine grænser på det groveste, kunne jeg ikke stole på nogen. Jeg overbeskyttede derfor mine børn. Jeg var ofte helt dårlig, når de skulle passes. Jeg vidste, jeg kunne stole på min mand, men min krop var ikke overbevidst om det.
En overbevisning jeg også havde erhvervet mig var, at hvis jeg ikke havde ansvaret og var på forkant, så ville det hele sejle. De overlevelses mekanismer fungerede godt for mig, da jeg begyndte at arbejde. Jeg kunne lynhurtigt fornemme, hvor der var behov for en hjælpende hånd. Jeg kunne ikke mærke min krop, så jeg kunne knokle mig selv halvt ihjel uden at mærke det. Jeg var derfor en vellidt medarbejder.
Da jeg blev mor, tog jeg fortsat overansvar. Jeg er særligst sensitiv og efter mange års træning i at fornemme stemninger og behov, ved jeg oftest før alle andre, når noget var i opsejling. At være særligt sensitiv forælder er en god egenskab at have, fordi man ofte når at stoppe konflikter før, de opstår. Det er også drænende, hvis man ikke lærer at slukke for radaren og bare være. Det kræver umådelig megen energi, når radaren kører hele tiden.
Det er som at være skipper i min egen båd, samtidig med at jeg hoppede fra båd til båd i forsøget på at styre alle andres både. Derfor fik jeg ind imellem overbalance og røg i søen med et ordentligt plask. Og jeg røg i med et ordentligt plask, og gik ned med stress flere gange.
Mine sønner sov ikke om natten. I flere år havde jeg ikke 3 sammenhængende timers søvn. Jeg var en zombie. Specielt min yngste søn reagerede voldsomt som lille. Da han startede i børnehave var det så slemt fat, at jeg troede, han havde Aspergers syndrom.
Men han var bare og er stadig, en helt perfekt, sund og dejlig sensitiv dreng. Han kunne mærke min indre uro. Det er hårdt for et lille barn at være samme med en forælder, der er i overlevelses mode hele tiden. Den uro var så svær for ham at være i, at han blev urolig.
Min førstefødte viste mig blidt, at den var gal. Da jeg ikke lyttede, dukkede nummer to op, og så fik jeg ellers et overordentligt wakeup call. Hvis vi ikke forstår budskabet med et lille vink, så er universet, så fantastisk indrettet, at de bare skruer op for volumen, indtil vi stopper op og virkelig lytter.
Først var jeg sikker på, at det handlede om mine sønners “dårlige” opførsel, og at de skulle opdrages væk. Men som du sikkert ved, så hjælper det ikke at bede vores børn holde op med at bande, hvis vi selv bander. Eller bede dem rydde op, hvis vi selv roder. Eller fortælle dem at de er elsket, hvis vi selv kæmper med lavt selvværd.
Børn gør som os. Derfor må vi starte med os selv.
Efter at have læst et hav af bøger og googlet, fik jeg nok. Jeg havde fået nok af at følge alle disse one-size råd om opdragelse, for det var oftest en fiasko. Det var for eksempel svært at huske, hvad jeg skulle sige og gøre eller ikke måtte midt i en konflikt. Jeg var specielt træt af, at hver gang jeg søgte hjælp og viden, så blev jeg mødt med ”hvor svært kan det være”, “det kan man da sige sig selv”, ”curlingforælder” osv.
Jeg havde slet slet ikke brug for at føle mig endnu mere forkert og skamfuld, end jeg allerede gjorde. Jeg havde sådan brug for hjælp, men det var årsagen til, at jeg ikke turde.
Det fastholder os i at lytte til andre og ikke til os vores intuition. Samtidig blev forældre beskyldt for at være uvidende om noget så naturligt som at opdrage ens eget barn. Det virkede modsigende, at de kom med råd om opdragelse og ikke med råd om, hvordan vi lytter indad. De færreste i min generation har lært at lytte og stole på vores intuition.
Det var starten til at jeg begyndte at studere, hvordan vi kan blive gode forældre, selvom vi ikke havde haft de bedste rollemodeller selv på en mere kærlig måde.
Og jeg fandt en måde. Jeg er et bevis på, at selvom man har haft en hård opvækst, så behøver det ikke påvirke ens liv negativt som voksen. Tværtimod. Jeg elsker mit liv, og jeg er så heldig at hjælpe forældre. Jeg er så taknemmelig og stolt over mine sønner, der nu er to velfungerende voksne. Vi kan godt blive gode rollemodeller, selvom vi kom uheldigt fra start.
Man siger det kræver en landsby at opdrage et barn. Nogle af os har bare ikke haft de rette rollemodeller, da vi var børn. Så handler det om at finde de rette rollemodeller som voksne. For det er stadig ikke meningen, at vi skal klare rejsen alene. Vi har alle samme brug for hjælp.
De negative tanker kørte rundt med mig, som en anden dukkefører. Men jeg ændrede det ved at få hjælp. Der var blandt andet en klog kvinde, der stoppede mig engang i en talestrøm af selvbebrejdelser og sagde: “Hov, sagde du fra overfor din far og låste døren?! Hvor er det sejt gjort af en lille pige overfor en fuldvoksen mand!” I alle de år havde jeg bildt mig selv ind, at jeg var dum og svag. Men i virkeligheden var det både stærkt og klogt.
Glæden starter hos dig. Ikke hos andre. Vær en kærlig forælder overfor dig selv.
Giv dit indre barn et moderligt kram. Vis at du er der for hende.
Dit indre barn savner og søger stadig den ubetingede kærlighed og følelsen af samhørighed. Det er vores livsnerve. Derfor er vi så øvede i at holde de ”forbudte” følelser nede. Nu er det på tide at lukke op for hele dig, og være den du er født til at være.
Vær ikke hård og dømmende, men hav tålmodighed og ømhed overfor dig selv. Vær dit eget heppekor. Som du ville være overfor et lille barn, der øver sig i at gå. Alt nyt kræver øvelse. Møder vi modstand så holder vi op med at forsøge. Det lille barn ville også holde op med at øve sig i at gå, hvis det modtog hård kritik.
Når vi ønsker at ændre vores mønstre og vaner, så føles det ofte som at være på dybt vand. Specielt de STORE forandringer.
Havde du nytårsfortsæt, som gik i vasken? …det samme sker, når du forsøger, at introducerer dit barn for broccoli
Den første forårsdag og solen skinner ind ad mit vindue. Jeg elsker denne tid, men så faldt jeg lige over min dårlige samvittighed. Læs mere
Jeg var perfektionist. Jeg gjorde førhen mit yderste for at mit hjem og mit arbejde var perfekt.
Da jeg blev mor, blev det en kamp at opretholde en perfektionistisk livsstil. Hold op hvor har jeg været hård ved mig selv og følt mig som en fiasko. Jeg følte mig som en kæmpe fiasko, når jeg valgte købe-bollerne i stedet for hjemmebag. Når min søn skreg i supermarkedet og alle kiggede på os, og jeg endte med at stikke ham et eller andet usundt, for at slippe for alle de blikke, eller hvis jeg talte for hårdt til drengene, når jeg ved at et kærligt svar, er det bedste. Eller hvis jeg brugte tv som babysitter, når de var ved at drive mig til vanvid. Læs mere
Når noget virkelig er vigtigt for os, eller vi skal prøve noget nyt, så tror vores hjerne at det gælder om liv og død. Hjernen kan godt lide, at alt er som det plejer af være. Hjernen sørger for at gøre det samme trygge som vi gjorde i går, for en uge siden og for et år siden. Alt uvant og nyt så tænker hjernen at det er vores død.
Det er rigtig smart, at vi på den måde passer på os selv, men når vi skal ud i det ukendte zoneland, så som eksamen, jobsamtale, holde en tale for et familiemedlem, dit barn skal starte i en ny skole, forbedre forholdet til din partner eller få nogle mere afslappede morgener, så ved vi alle, hvor svært det kan være. Det er svært at fjerne de bekymringer og tankemylder, vi allerede går rundt med. Det er også super svært at ændre vaner, specielt hvis vi ovenikøbet er bange for om vi dumper til eksamen, får afslag til jobbet eller at festkjolen buler de forkerte steder til den fest, vi sådan havde glædet os til. Læs mere