På sommerferie med møjungerne

Tager du en dyb nevøs vejrtrækning bare ved tanken om den kommende ferie med dit afkom? Eller ser du frem til at skulle holde ferie med din dejlige familie?

Solen skinner. Sommerferien nærmer sig. YAY ….eller hvordan har du det med det?

Jeg har hver gang glædet mig til sommerferien med familien. Som et naivt barn. Jeg havde glemt, hvor rædselsfuld sidste år var. Og hvordan jeg bare glædede mig til at sidde stille og roligt med kaffen på arbejdet. Heldigvis glemmer vi hurtigt, ellers fik vi nok heller ikke mere end et barn. Hvis vi huskede præcist, hvor ondt den første fødsel gjorde.

Så jeg tog gladeligt på ferie, naivt troende at i år, så blev det godt!

Det tog flere ferier og flere mere eller mindre hovedløse forsøg før vores sommerferier blev gode. Fra møjunge til mageløs på ferierne.

Formularen for den gode sommerferie handler blandt andet om, at acceptere det, som er. Men det kan være hulens svært, når nu man havde glædet sig sådan. Når man virkelig havde set frem til at have kvalitetstid med mand og børn.

Hvorfor dælen er det så svært at lykkedes, når nu vi har gode intentioner om den perfekte ferie med ungerne?

  • Fordi det er ret intenst, at være så tæt sammen 24/7. I er tæt sammen og uden pauser til, at gå for jer selv.
  • Fordi der er mange ting der skal gå op i en højere enhed. Bare at få pakket til ferien kan være en prøvelse.
  • Fordi du er presset. De sidste deadlines på arbejde, sommerfester her og der og alt det andet du skal nå, før I kan tage på ferie
  • Fordi børnene spejler dig. Er du presset, så får de med garanti et flip, hænger i gardinerne eller i dine skørter. Så det er lige før man har lyst til at opgive, blive hjemme og sende dem tilbage i institution….og nyde den der kaffe på arbejdet.

Ungerne spejler vores stress. Vores kapløb om at nå de sidste bunker og huske alt det, der skal være klart til ferien. Hvis børnene mærker, at mor og far mister overblikket eller småskændes, bliver de utrygge. De kan mærke, der er ekstra stress på op til ferien.

Det er den samme følelse, som hvis du var passager på et stort skib, og kaptajnen pludselig løb forvildet og nervøs rundt blandt passagerne, fordi han ikke kunne overskue, at et voldsomt stormvejr var på vej. Du ønsker bare, at han passer sit job og fører skibet sikkert i havn.  Han har ansvaret, og du stoler 100% på ham, uanset om du kan lide ham eller ej. Hvis ikke han har ansvaret, hvem har så!?? Ret uhyggelig situation at stå i, hvis kaptajnen stressede rundt. Mange passagere ville gå i panik. Ligesom vores børn går i panik, når de fornemmer, at vi forældre har mistet styringen. De har brug for, at mærke vi har styr på det, og kan bevare roen.

Og for at det ikke var nok. Så er der også kontrasten mellem den stressede og hektiske hverdag – til pludselig at have god tid. Den kontrast kan være så stor, at både børn og voksne lige må finde sig selv, hvilket også kan skabe gnidninger. (også mellem mor og far) Lidt som følelsen af stilhed efter en storm, hvad gør vi nu? Hvor skal jeg gøre af mig selv. Rastløsheden. Det kan være skræmmende, når alle mand har været oppe på beatet. Mange forældre oplever også, at de først er helt nede i gear efter 1 til 2 ugers ferie. Det er først den 3. uge, hvor nogen familier oplever, at alle er helt afslappede.

Fra møjunge til mageløs – på ferie – her er et par tips til den gode start:

  • Drop forventningerne og accepter det som er. Hvis du husker tilbage, så er det ikke den perfekte ferie, du husker tilbage på. Det er de ferier, hvor I mærkede sammenholdet. Eller noget kært, sjovt eller finurligt skete: “Skat, kan du huske dengang, han var 3 år og tissede i naboens fortelt”
  • Planlæg ferien i god tid og afstem jeres ønsker, så I undgår at blive skuffede
  • Pak i god tid mens den anden hygger med børnene eller når de sover
  • Skru langsomt ned for tempoet på arbejdet, så kontrasten mellem arbejde og ferie ikke bliver for stor og få mere ud af din ferie
  • Nyd de små øjeblikke i ferien. Du går glip af alle de små smukke gyldne øjeblikke, mens du har travlt med at lede efter den perfekte ferie
  • Du har ansvaret og styringen, specielt når bølgerne går højt. Dit barn har endnu ikke kørekort til det
  • Vær nysgerrig. Læg mærke til, hvordan dine børn spejler dig? Hvis du lægger mærke til det, så spejler børnene, din mand helt anderledes end de spejler dig. Det er faktisk ret sjov at se, hvor forskelligt vores børn reagere, alt efter hvem de er sammen med. Når I begge to er tilstede, så spejler de jer begge to på én gang, og det kan være ret heftigt til tider, og ikke særlig sjovt. Men det giver et godt billede af, hvor vi voksne kan lave nogle justeringer for at skabe mageløse unger.

Fra møjunge til mageløs – book en session så hjælper jeg dig med at skabe en skøn sommerferie med familien

Kunne du lide min artikel, så må du rigtig gerne dele herunder. Du kan også tilmelde dig mit gratis nyhedsbrev og modtage ny inspiration til et harmonisk og balanceret familieliv.