,

Har vi mennesker lov til at være ofre?

I søndags holdt jeg foredrag i Salon Madame Bella om emnet: Vær en god rollemodel, selvom man ikke har haft den bedste rollemodel selv.

Det er første gang, jeg fortæller om min opvækst med en alkoholisk far, overgreb og følgerne deraf i et foredrag. Det var virkelig sårbart, men jeg kunne ikke ønske mig noget bedre sted at holde foredraget end i hjertevarme Salon Madame Bella.

Personligt har jeg det virkelig svært med offerrollen. Hvorfor blive i offerrollen, når jeg kan gøre noget ved det? Da jeg kom hjem fra foredraget, tænkte jeg meget over, om jeg skulle holde flere foredrag om min opvækst. At nulre rundt i min opvækst i 2 timer, det var længe. På mine workshops er jeg ikke ked af at dele om mig selv, hvis jeg kan se, det hjælper kursisterne. 

Hvad hjælper det at sige: jeg er et offer?
Da jeg delte artiklen om min opvækst, var der et familiemedlem, der spurgte mig: “Hvorfor rippe op i alt det? Hvad skal det gøre godt for? Var det ikke bedre at lade det ligge?” Ordet “offer” smager af ansvars-fralæggelse. Nogle mennesker fralægger sig også ethvert ansvar. Eller også tænker de ikke over, at de har et valg.

Problemet ved at jeg ikke så mig selv som offer for de handlinger, jeg blev udsat for som barn, var, at jeg ikke bad om hjælp. Jeg bad ikke om hjælp til at heale sårene fra min barndom. For ingen skulle kalde mig et offer. Derfor bad jeg heller ikke om hjælp, da jeg var overvældet som nybagt mor til to sønner, der holdt mig vågen det meste af natten, de første 2 år af deres liv.

Når mine kursister beder om hjælp, ser jeg dem som stærke og mega seje mennesker. Hvorfor beder jeg så ikke selv om hjælp? Det er det samme, som når du fejler, så er du sikkert hårdere ved dig selv, end hvis din veninde begik samme fejl.

Efter foredraget i søndags gik det op for mig, at jeg er sådan én, der ikke beder om hjælp, for så er jeg et offer = fralæggelse af ansvar. Problemet er at den overbevisning, de tanker og følelser styrer os i den helt forkerte retning. Det at jeg ikke havde fået hjælp til at se på min bagage, betød, at jeg hele tiden fortalte, hvor hårdt jeg havde det, og hvor træt, jeg var osv. Alt sammen i håbet om at møde omsorg og forståelse. Jeg bad ubevidst om at et andet menneske tog ansvar for mig. Jeg ville ikke være et offer, for det er dem, der ikke gør noget, men jeg teede mig som et offer. De følelser og sår vi ikke vil se på, de styrer os. Der var selvfølgelig ting jeg ikke kunne alene, som jeg havde brug for hjælp til. Men så længe jeg ikke bad om hjælp, kunne ingen give mig den rette støtte.

Min mor, min mand og mine veninder ser bagom det der jeg-klarer-mig-selv facaden. Da jeg som ungt menneske, flyttede hjemmefra tvang min mor mig til at tage imod hendes hjælp: “Jeg kommer og tapetseer din lejlighed sammen med dig!” og vi havde den skønneste weekend sammen, og jeg fik en beboelig lejlighed. Eller da hun sagde: “Det er ikke et spørgsmål om du skal tage pengene eller ej. Du skal lade mig hjælpe dig, fordi du har brug for det. Tag så de penge!”, (for jeg havde brug for pengene). Senest ringede en kær veninde og sagde: “Du ringer ikke og beder mig om hjælp. Jeg kommer, så går vi en lang tur, fortæl!”.

Jeg ser i medierne, hvordan ofre bliver mødt med skyld og skam. Det er svagt at være et offer. Bare se #Metoo, hvor kvinder fortæller om seksuelle krænkelser. Jeg ser det som en styrke, at de siger nu er nok nok. Hvis vi ikke deler, kan ingen jo vide, at den er gal.

Annabella fra Salon Madame Bella: skrev til mig, om hun måtte tagge mig på en tekst i forbindelse med foredraget i søndags. Jeg var imod denne lille del af teksten: “Selv om du ikke ønsker at tænke på dig selv som et offer, så er du det, hvis du er det”. Det er jo fuldstændig rigtigt. Men igår frygtede jeg, at folk ville tro, at man bare skal blive og nulre rundt i offerrollen = jeg behøver ikke tage ansvar for mit liv. Det er så vigtigt for mig, at komme ud med budskabet om, at vi ikke behøver blive i den samme negative energi, som vi oplevede som børn. Jeg frygtede, sætningen kunne misforstås. Bare fordi jeg har haft en lorteopvækst, så betyder det ikke, at jeg skal have et lorteliv, eller at mine børn også skal have det. Det er mit ansvar at heale min baggage, så jeg ikke giver den videre til mine børn.

Betydnings ordbogen: Offer = den person, det går ud over. Eksempel: Han blev offer for mobning.

Det behøver ikke gå i arv
Et rigtig godt eksempel på, at vi ikke behøver arve vores forældres mønster: Min søn har nogle gange svært ved at sætte tydelige grænser overfor sine kammeraterne. Vi to havde en samtale om det, og jeg spurgte ham, om jeg hjælpe ham, så han lærte at sætte tydelige grænser. Hvorpå han sv

arede: “Ja, men det kan jeg, jo ikke gøre for. Det er, fordi jeg har lært det af far. Han sætter ikke tydelige grænser”. Hvorpå jeg svarede ham: “Det kan godt være, du har lært ikke at sætte tydelige grænser fra far eller mig, men vil du så leve med at andre overskrider dine grænser resten af dit liv? Eller vil du gøre noget ved det?”. Sådan har jeg det også i forhold til de oplevelser, jeg har haft i barndommen. Oplevelserne skete, men det betyder ikke, at jeg skal blive ved med at leve et dårligt liv. Jeg, lige som alle andre, har fortjent et godt liv.

Ja, jeg er offer for det der skete, men jeg bliver der ikke!
Første skridt i min healingsprosses var, da jeg erkendte, at ja, jeg har været udsat for omsorgssvigt. Det der skete lige efter, jeg havde læst det, var at jeg følte mig som et offer for det der var sket. Jeg tillod mig endelig, at åbne op for det gemte. Jeg erkendte det, der var sket. Jeg klaskede fuldstændig sammen og kunne ingenting i en lang periode. Jeg var et offer, der lå på sofaen. Derfra kom de forløsende tårer og hjælpen til at heale min fortid. Vi kan ikke heale noget, vi ikke vil erkende er der. For det er det samme som at sige, at det ikke eksisterer. 

Det samme skete, da jeg første gang fandt ud af, at jeg er særligt sensitiv. Jeg gik helt over i den anden yderpol og blev oversensitiv i en periode. Pludselig kunne jeg mærke mig selv og min følsomhed. Ligesom børn der prøver grænser af, for at finde sig selv. Så gør vi voksne det samme. indtil vi finder balancen. Vi skal lige ud og mærke ude i yderpolerne, før vi kan vide, hvor den sunde balance er. Jeg fik overskredet mine grænser som barn. I mange år sagde jeg ikke fra, men en dag gik jeg helt over i den anden yderpol og råbte et andet menneske i hovedet: “At nu var det fanme nok!”. Det var ret voldsomt, stakkels menneske, men det var så fedt endelig at være på vej. Så jeg tilgav mig selv med det samme.

Sven Brinkman skrev i en artikel: “Vi fødes som spædbørn, der er afhængige af andre, en del af vores liv er vi syge og prisgivet andres hjælp og kundskaber, og når vi bliver gamle, er vi igen afhængige af andres omsorg og pleje, og kun en vulgærliberalist vil kunne finde på at kalde dette uværdigt” og senere i artiklen: “Livet er en stadig pendulering mellem at være en, der giver, og en, der tager, mellem at være ansvarlig aktør og prisgivet offer. Der er tale om en halvering af tilværelsen, hvis man annullerer offerrollen”.

 

I mange år beskyttede jeg mig selv, og det fandt jeg ud af i går, at jeg stadig gør. Den indsigt blev tydelig for mig igår, da Annabella spurgte mig om den sætning “Selv om du ikke ønsker at tænke på dig selv som et offer, så er du det, hvis du er det” var ok. Jeg er så dybt taknemmelig for den indsigt, og jeg skulle have svaret ja, til hende. Ordet offer, har desværre fået en anden og grim betydning i manges øjne.

Mit job er at støtte mig selv. Hver eneste dag, er det, det, jeg siger til mine kunder. Nu vil jeg Sørme til at leve det selv endnu mere.

Jeg kan jo se, at i takt med at jeg beder mere og mere om hjælp, så møder jeg flere og flere mennesker, som støtter mig. Fordi jeg nu bliver spejlet på, hvor jeg er idag.

Støtter eller beskytter du dig selv? og hvordan bliver du spejlet af dine omgivelser?

Kunne du lide min artikel, så må du rigtig gerne klikke “synes godt om” eller dele herunder. Husk også at tilmelde dig mit gratis nyhedsbrev og modtag ny inspiration til et harmonisk og balanceret familieliv.

Billedet er taget af Annabella Al-Nafusi fra foredraget i Salon Madame Bella

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *