Børn oplever så mange nye ting hver eneste dag. De første skridt væk fra mor og far. Første gang de mærker græsset og blæsten. Første gang de starter i vuggestue og børnehave… Eller første gang en fremmed voksen råber ad dem.

Børn vokser og lærer så meget nyt i en hulens fart. Mange af oplevelserne, som vi voksne ikke anser for at være noget særligt (fordi vi har flere års erfaringer end vores børn) kan være traumatiske for vores børn, specielt hvis vi bare neglegere deres oplevelser og følelser.

Da jeg gik tur med hunden i går, så jeg en lille dreng kom cyklende med tårerne løbende ned ad kinderne på ham. Jeg spurgte ham, hvad der var galt. Han stoppede med det samme og fortalte mig, at han selv skulle gå i skole om morgenen. Hans mor ringede altid til ham og fortalte, hvornår skulle han afsted. Men denne morgen havde hun ikke ringet. Da han opdagede det, ringede han til sin mor flere gange uden at hun svarede. Han var for sent på den og vidste ikke hvad han skulle gøre.

Jeg lod ham få lov til at lette sit hjerte og fortælle om sin frygt for at komme for sent i skole. Han var lige startet i 1. klasse. Det er stort for sådan en lille fyr. Efter at han havde fået talt ud, og ikke følte sig som Palle alene i verden og havde fundet ud af, hvad han skulle gøre, tørrede han øjnende og cyklede videre i skole. Det har været en traumatisk oplevelse for sådan en lille størrelse. Jeg tror, vi alle kan huske lignende oplevelser, hvor vi var bange og ked af det.

Det lyder så voldsomt, men hvad er et traume?

Det har Lars Mygind en rigtig god beskrivelse af.

Et traume er:
• En uventet hændelse
• En dramatisk hændelse
• Det er isolerende = at du ikke har nogen at tale med om hændelsen
• Du har ingen strategi = at du ikke ved, hvad du skal gøre

Vi forældre tænker ikke så meget over, hvad de små størrelser oplever i løbet af en dag.

I VIP klubben har vi netop talt om en mere alvorlig traumatisk hændelse, og hvordan man bedst kan støtte sit barn.

Børn reagerer forskelligt på det, de oplever i løbet af en dag.

Nogle påvirkes slet ikke, mens andre påvirkes let. Har du mere end et barn, så har du sikkert oplevet, at den ene er næsten upåvirket, mens den anden får tårer i øjnene, efter at du har talt med store bogstaver.

Det kan være et lille barn, der blevet slået af et andet barn eller falder ovre i vuggestuen, og ikke har nogen voksne i nærheden, der kan trøste det. Det sker uventet for barnet. Det kan føles dramatisk. Barnet har ikke nogen at tale med (blive trøstet), og barnet ved ikke hvad det skal gøre i den slags situationer. Når du henter dit barn, oplever du det måske som pylret.

Det kan være, dit barn ikke får set sig ordentligt for, og cykler over vejen lige foran en bilist. Bilisten bliver så forskrækket, at han farer ud og tager fat i dit barn og skælder ham/hende ud. Det er også traumatisk at blive mobbet i skolen. Fordi det er uventede, dramatiske, isolerende situationer og måske har dit barn ingen strategi i den slags situationer.

Det vi forældre kan gøre, er at sikre at vores børn ikke føler sig isolerede. At de ikke er alene om de dramatiske hændelser og store følelser. Men kan komme til os og få lettet sit hjerte. Det er bare ikke altid lige let at være nærværende og rumme vores børn, fordi det i vores øjne kan virke hysterisk eller overdrevet. Nogle gange kan vi komme til at sige, pyt med det, eller tør så de øjne. Men skal det ikke sætte sig som et traume, er det vigtigt, at vi forældre sikre, at vores børn ikke føler sig isolerede og ikke ved hvad de skal gøre, når de kommer ud for lignende hændelse. Uanset hvor stort eller småt vi forældre synes problemet er, må vi være tålmodige.

Når barnet får talt med dig, føler barnet sig ikke isoleret og står ikke uden en strategi, når lignende hændelse sker.

Vil du gerne have redskaber til at støtte dit barn, så kan du finde dem her