I bladet Mama faldt jeg over artiklen: “Hver tredje mor har et favoritbarn”, og fik lyst til at tilføje min version af det.

Jeg elsker mine sønner lige højt, men jeg føler nogen gange en større forståelse for den ene end for den anden. Til gengæld lærer jeg mere af den anden. For mit vedkommende skifter det mellem mine sønner, fordi de spejler forskellige sider af mig.

Som dengang jeg blev trigget over, at min søn grædende opgav, når han skulle lave lektier. Jeg fattede ikke, hvorfor han ikke bare bed det i sig, i stedet for at spilde en times ærgelse og gråd, når lektierne kun tog 15 min.

Da jeg havde reflekteret over det, opdagede jeg, at min søn (selvfølgelig) spejlede mig. Da jeg var barn, havde jeg mange udfordringer med lektierne. Jeg havde svært ved at forstå, når læreren kørte den lange enetale ved tavlen. Jeg er typen, der helst skal prøve selv. Jeg gjorde mig selv forkert, og troede det var fordi jeg var for dum til det med lektierne. Den overbevisning bed sig fast, så jeg hadede at lave lektier. Det var en pinsel for mig. Det var det min krop reagerede på, da min søn gik i sort over lektierne.

Nu hvor jeg er blevet bevidst om, hvad det handler om, trigger det mig ikke længere, og min søn kan få lov til at være den han er. Det betyder, at han sjældent har de ture, og når de kommer, kan jeg rumme, at han udtrykker sine følelser, hvilket betyder, at han ikke bliver gjort forkert og er hurtigere klar igen. Det betyder også, at jeg selv har fået kontakt til mine følelser i stedet for at slå dem hen som pjat. Det er en mega gave.

Min anden søns følelser sad udenpå tøjet. Han var viljestærk, skreg og var i det hele taget meget urolig. Jeg kunne mærke personalets lettelse, når jeg hentede ham i vuggestuen, hvilket gjorde mig ked af det, flov og skuffet.

Da jeg så på, hvad han spejlede i mig, fandt jeg ud af, at jeg havde lukket ned for den sensitive side af mig. Før han viste mig det, anede jeg ikke, at jeg var særligt sensitiv. Hvilket havde betydet, at jeg ikke passede godt nok på mig selv. Jeg sagde altid ja til at hjælpe andre, også når jeg burde have sagt nej. Så jeg var ofte overvældet, træt og stresset. Det at jeg overskred mine egne grænser, og den uro inde i mig, det var det min søn spejlede. Da jeg begyndte at passe bedre på mig selv, spejlede min søn mig fra mit nye ståsted ved at blive mere rolig og “nem”.

Jo mere vi er villige til at se, at relationen til vores børn er vores største læremester, jo mere udvikler vi os, og jo mere rummelige bliver vi. Både overfor os selv, og overfor vores børn.

Hver dag sammen med vores børn får vi en ny mulighed for at se indad. Det vil efterhånden ikke være så konfliktflydt. Blot ved at arbejde med os selv, kan livet med børn bliver mere harmonisk og sjovt.

Vore relationer er vores største læremestre. For mig er det den smukkeste måde, vi kan vokse sammen som familie.

Så jeg har ingen favorit søn. De er gode til på hver deres måde, at vise mig, hvor jeg med fordel kan udvikle mig. Det er da en gave, at vores børn overhovedet orker det, med chancen for at få skældud, straffet og beskyldt, men alt starter hos os voksne.

Hør webinaret: ÅRSAGEN til konflikterne med dit barn – og LØSNINGEN den 29. november. (det er gratis)

Kunne du lide min artikel, så må du rigtig gerne klikke “synes godt om” eller dele herunder. Husk også at tilmelde dig mit gratis nyhedsbrev og modtag ny inspiration til et harmonisk familieliv.

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *