Giver du plads til dit barns følelser?

Hvor mange gange har du undgået andre, eller er du selv blevet undgået, fordi du eller dit barn udviste vrede eller frustration et offentligt sted? Mange af os er opdraget til at vrede eller sorg er et problem, vi bør undgå.

Uvidenhed, desillusion, sorg, frustration og frygt er problemer, som vi bør undgå. Det er “negative” følelser. Det gælder ikke kun overfor vores børn. Det gælder også for os voksne. Prøv at tænke på, hvor presset du kan blive, og føle dig som dårlig forælder, når du har luftet dine frustrationer, vrede eller din sorg overfor dit barn. Vi bliver pressede, fordi vi har dømt den slags følelser for uvelkomne. Dem må ingen se, og slet ikke vores børn.

Mange af os er opdraget til at dele følelser op i to: De gode og de dårlige. De positive og de negative. Vi har lært at undgå de dårlige, negative og modbydelige følelser. Derfor gør det ondt, når vi bliver triggede og skruer op for følelserne overfor vores børn eller andre. Derfor bliver vi flove, når vores barn viser deres følelser i offentligheden.

Problemet er, at ingen af os indeholder kun de gode og de positive følelser. Vi indeholder dem alle. Nogle er bare blevet spærret inde. Vi kan ikke være i kontakt med os selv, hvis vi lukker ned for nogle følelser. Så hvorfor undgår vi dem så?

Vi behøver alle følelser for at fungere godt i livet. Vi kan ikke opleve virkelig glæde, uden at have oplevet sorg. Vi kender ikke til virkelig styrke uden at have oplevet at være svage. Gråd løsner og heler. Vrede giver fremdrift og viljestyrke. Alle følelser har deres fordele, når de er i balance. Balancen finder vi nogle gange først, hvis vi får lov til at mærke.

Når vores børn øver sig (nogle gange i noget der føles uendeligt) er det nødvendigt, for øvelse gør mester. Når vi bedømmer vores børns følelser som enten gode eller dårlige, er det fordi, vi forældre ikke er i kontakt med os selv.

Vores børn konfronterer os altid med de følelser, vi har lukket ned for. De puffer os i retning af lige præcis den følelse, vi ikke er i kontakt med. Når vi bliver forældre, bliver vi tvunget til at komme i kontakt med vores følelser.

Hvordan kan vi så åbne op for de gemte følelser igen? Jeg kan huske, at jeg altid var den søde, smilende og stille pige – og siden kvinde, der gjorde (næsten) altid, hvad der blev sagt. Fordi jeg ikke sagde fra fik jeg overskredet mine grænser gang på gang.

En dag fik jeg nok. Jeg blev så vred, at jeg råbte og skreg vedkommende lige ind i hovedet, at det ville jeg fandme ikke finde mig i. Det var måske lidt overdrevet, men efter jeg havde tilladt vreden af få plads hos mig igen, fandt denne følelse et sund og balanceret leje. …Der er kun få udsving ind imellem. For jeg øver mig også hver eneste dag.

Når vi forstår, at alle følelser er en nødvendig del af os, vil vi ikke opleve den overvældende dårlige samvittighed over at have råbt af vores barn, men i stedet undskylde og undersøge: “Hvad kan jeg lære af denne hændelse, så det ikke sker igen?”

At skælde ud er for at undgå følelserne, men følelserne går ikke væk, de ligger bare gemt derinde et sted. Når vi gemmer følelserne, så styrer de os i stedet for. Det er meget sjovere, når vi kan styre følelserne og ikke omvendt.

Jo mere kan vi rumme vores børns og vores egne følelser og ikke stempler dem som dårlige eller negative. Jo mindre alvorlig, hård og stressende bliver vores hverdag. Og jo mere sjov og balanceret bliver vores hverdag i familien.

Det er vores følelser, der hjælper os til at mærke, hvad der er godt og hvad der er skidt for os. At lukke ned for dit barns og dine egne følelser, er som at bede om en defekt gps. Den styrer jer ikke derhen, hvor I virkelig gerne vil være. I ender altid et eller andet halv kedeligt og besværligt sted.

Når følelserne løber af med dig, så kan du undersøge:

• Hvorfor blev jeg så ramt af mit barns følelsudbrud?
• Er det virkelig så forfærdenligt at mit barn øver sig, og lærer sig selv og sine grænser at kende?
• Hvordan kan jeg komme mere i kontakt med mig selv?
• Hvilke følelser eller minder vækker dit barns “dårlige” opførsel i dig?
• Hvad ville der ske, hvis du bød dine følelser velkommen?