Det skal du IKKE gøre, når dit barn er sur
Vi vil så gerne hjælpe vores børn, når de har det svært. Men det lykkedes ikke altid.
Det kan være situationer, hvor dit barn øver sig i at tage tøj på selv, men til sidst bliver så frustreret, så hun flipper ud.
Du prøver at hjælpe hende på bedste vis, ved at komme med en udmærket løsning, men det flipper hun bare endnu mere ud over.
Eller når du minder teenageren om at rydde op. For på en eller anden mystisk måde er der en sti af tøj, som ligger og flyder der, hvor han har gået og stået. Budskabet gør ham helt stresset, og han vrisser af dig.
For at hjælpe din ramte teenager, fortæller du ham, at når det er klaret, så kan han jo slappe af. Hvorpå det unge menneske bliver rasende og smækker med døren.
Hvorfor vil dit barn ikke tage imod dine gode råd?
Vi vil jo gerne hjælpe vores børn, men nogle gange sker det stik modsatte af hensigten. At det ender i et raserianfald.
Hvorfor?
Fordi vi kan ikke tage imod svømmeundervisning, mens vi er ved at drukne.
Når dit barn er sur, vred, skuffet, presset eller ked af det, kan han eller hun ikke samtidig tage imod dine råd.
Tal altid om tingene i fredstid. Aldrig når dit barns lunte er kort
Det gælder alle aldre
Du og jeg kan heller ikke tage imod gode råd, når vores lunte er kort – hvis vi skal være helt ærlige.
Hvis jeg har sovet dårligt, tingene driller, og jeg har for meget om ørene. Så kan jeg godt, for at være helt ærlig, råbe af drengene, når jeg falder over skoletaskerne i gangen. Jeg er træt, overvældet og kortluntet.
Hvorpå gemalen min siger til mig, om jeg lige skulle slappe lidt af. DET kan godt tænde mig helt af
Hvorfor tænder jeg af på det? For han gav jo et ellers udmærket råd. Jeg skal ikke tale sådan til vores sønner. Fordi han sagde det ikke i fredstid, men mens jeg var sur.
Når vi er trigget er alt udefra kommende – selv gode råd – farlige. For når vi er triggede, er det vores primitive hjerne, krybdyrhjernen, der styrer showet. Krybdyrhjernen kan kun gøre 3 ting: Den får os til at angribe, flygte eller gør os helt lammet, (tæppet går ned).
Så alt der sker, mens vores børn er triggede, opfattes som noget farligt. De hører overhovedet ikke efter vores råd, men bliver mere og mere kede af det, sure eller rasende.
Derfor får børn det værre, når vi begynder, efter alle kunstens regler, at give gode råd. Ligesom du og jeg og bider af vores stakkels mand/kone, selvom de ellers forsøger, på bedste vis, at give et godt råd.
Derfor et lille godt råd herfra. Husk dig selv på at tale om tingene i fredstid. Ingen råd mens dit barn er kortluntet eller trigget over et eller andet. Også selvom det udefra kan virke fuldstændig ligegyldigt. For herre jøtte altså. Er det noget at hidse sig sådan op over?!
Men det er ikke ligegyldigt for det barn eller den voksen som kæmper med et eller andet.
Hvis du venter med at tale om tingene til der atter er fredstid, så kommer du meget længere.