Den der frygtelige skyldfølelse vi forældre kan have

Den dårlige samvittighed startede allerede, da jeg fandt ud af, at jeg var gravid, fordi jeg havde drukket rødvin.

Jeg følte en enorm skyldfølelse, når jeg ikke kunne finde ud af, hvad min søn havde behov for. Når han græd, og jeg synes, jeg havde prøvet alt. Jeg burde jo vide, hvorfor han græd. Jeg er hans mor!

Indtil jeg noget senere fandt ud af, at det var nok fordi, jeg var presset over at gå op og ned ad gulvet mens han græd…og det gjorde ikke skyldfølelsen mindre. Jeg kunne føle mig komplet uduelig.

Jeg følte skyldfølelse, når jeg havde skældt mine sønner ud. Jeg følte skyldfølelse, da jeg fik at vide jeg curlede mine sønner for meget.

Jeg følte skyldfølelse, når jeg ikke synes, jeg var god nok, gjorde nok og når jeg fejlede som mor.

Kender du også det eller bare tråde af det?

Det værste er, at når vi bebrejder os selv, kan vi ikke samtidig være nærværende. Fordi vi kæmper imod os selv. Vi har en lille krig kørende indeni, og det dræner os.

…og når vi er drænede, har vi endnu mindre overskud til børnene.

Det hjælper heller ikke meget på vores selvtillids-konto.

Hvad er skyldfølelse?

Du gør noget, som du senere lærer, at det skulle du ikke have gjort.

Den nye og mere erfarne dig, forventer så, at du burde have vist bedre dengang.

Du burde have vist, hvad du først lige har lært – og det er jo helt skørt, set med de briller, ikk?

Du havde behov for at gøre dette fejltrin, så du kunne lære af det.

Det eneste skyldfølelse gør, er at holde dig nede. Du lærer intet af det. Du kan ikke være nærværende, samtidig med at du slår dig selv oveni hovedet. Din hjerne bliver i stedet mudret til, og så har du endnu lettere ved at blive kortluntet overfor dine børn.

Derudover, så gør vores børn, det vi gør. Men skyldfølelse er ikke blandt de ting, vi ønsker at videregive til vores børn.

Derfor er skyldfølelse spild af tid.

Du kan ikke bruge det til en skid!

Jeg ville for eksempel ønske, jeg havde den viden jeg har i dag om opdragelse, mens mine sønner var små. Men det eneste jeg får ud af at bebrejde mig selv, er, at jeg føler mig slået hjem som en ludobrik. Jeg roder rundt i fortiden, i stedet for at nyde mine sønner som er lige her i nutiden.

Tænk hvis vi alle i stedet:

• var medfølende overfor os selv og andre
• var super stolte af, det vi havde lært.

Så ville verden se helt anderledes ud.

Kunne du lide min artikel, så må du rigtig gerne dele, så endnu flere kan få glæde af den. Husk også at tilmelde dig mit gratis nyhedsbrev