At være herligt uperfekt forælder

At være i balance som forældre lyder helt fantastisk, når det står skrevet på papir. Det er helt anderledes, når vi udlever det i det virkelige liv – med virkelige børn.

Vores børn (uanset alder) kan presse os ud i de yderste afkroge. Der vil være tidspunkter, hvor vi hader dem. Alt for lidt søvn. Alt for mange timer op og ned af gulvet med et utrøsteligt barn. Måske har du et følsomt, temperamentsfuld eller viljestærkt barn. Eller måske er du selv en følsom, temperamentsfuld eller viljestærk forælder. Alt er okay og helt normalt.

Men desværre bliver vi bombarderet med, hvor forkerte vi er, hvis vi gør tingene anerledes eller kommer til at træde ved siden af. Det påvirker mange forældre til at søge det perfekte familieliv.

Hånden på hjertet

Hånden på hjertet, der er dage, hvor vi ville ønske, vi bare kunne blive liggende på sofaen og læse en god bog. I stedet for at lave mad, skifte bleer, tørre snotnæser, trøste, kører vores børn rundt til sports aktiviteter eller skadestuen, se på fodboldkampe i pis øs regnvejr, vaske tøj, smøre madkasser…

Der er ingen som vores børn, der forstår at prikke til vores ømme sider. De sider vi (ubevidst) forsøger at skjule og fornægte. Men den går ikke overfor vores børn. De har gennemskuet os.

Det e, når vi har konflikterne, ubehagligehederne og når vi fejler, at vi udvikler os mest. Det er da en gave. Selvfølgelig kan det være svært at se gaven i konflikterne, mens du er helt op i det røde felt over at ungen slår dig og råber: “Jeg hader dig” midt på Strøget foran en million mennesker. Vi kan selvfølgelig også have modstand på den læring og den udvikling der ligger lige for næsen af os. Lige der midt i konflikten er det oftest lettere, at gøre som vi altid har gjort.

Vi kan også vælge at blive bevidste om vores egne mønstre, så vi gradvist kan forbedre dem. Det sker forståeligt nok sjældent lide der midt på Strøget, (eller din version af Strøget). Men for mange forældre er kravene til forældrerollen så udmattende – og også nedslående, hvis vi ser os selv som kloge og spirituelle mennesker, og samtidig marinere det godt og grundigt ind i desillusion, skyldfølelse og skam.

Den indre kritiske stemme, der dømmer dig, når du falder i. Den stemme, der fortæller dig, at så er du hverken tilstrækkeligt bevidst eller god nok. Den stemme, der fortæller dig, at hvis du var spirituel, ville du ikke vrisse af børnene eller true med nul fredags guf, hvis de ikke rydder op på værelset. Og så ville du heller ikke flippe ud over, at ungen har sat en ordentlig bussemand på sofaen. Den indre stemme, der gør dig så flov, at du ikke tør fortælle andre om det eller bede om hjælp – for det er da for langt ude. Nej, det er helt normalt! Vi er mennesker.

Vidunderligt uperfekt og ufuldkommen forælder

Lyt i stedet til den del af dig, der ved, at det er okay at være en vidunderligt uperfekt og ufuldkommen forælder. Mine børn er mine største læremestre, jeg har ikke lavet så mange fejl og udviklet mig så meget, som efter jeg blev mor. Det vigtigste for mig er at begynde med en intention om at gøre mit bedste, og at se mine fejl, som en chance givet mig til at lære af det. Det er en del af pakken, når vi bliver forældre. Hvem vil ikke gerne lære sine børn, at det er ok at fejle? At lære vores børn, at lede efter læringen, og ikke efter fejlene. For at de kan lære det, må vi vise dem hvordan.

Når vi kan favne og rumme vores ufuldkommenheder, kan vi lære og deraf udvikle os. Det er en del af det at være forældre. Vi må gerne gøre os umage, og behandle vores afkom ordentligt, men vi lærer ikke en skid af at slå os selv oveni hovedet.

Du vil nogle gange ønske, du kunne tjekke Facebook i stedet for at lege med dit barn. Du kan blive voldsomt irriteret over at skulle tage dig af endnu et søskende skænderi. Der vil være dage, hvor du mister kontrollen og siger ting til dine børn, som du øjeblikkeligt fortryder. Udvikling er ikke for sarte sjæle. Vær god mod dig selv, øv selv-medfølelse og selv-støtte. Hvad enten situationen er god eller ubehagelig, så vælg at være med det, som er.

Nogle gange er vi så fokuseret på at opfylde vores mål som de perfekte forældre, at vi helt glemmer at glæden ligger i rejsen og alt det uperfekte. Når vi tænker tilbage på sidste år eller den sidste ferie. Så er det finurlighederne og de små øjeblikke. Det er ikke de der leverpostejs-agtige, kedelige perfekte ting, vi husker tilbage på, vel?

Omfavn din uperfekthed og nyd rejsen som forældre.