At elske sit barn lige der, hvor det er

Begge mine sønner har overgået mig i skostørrelse. De er højere end mig. Victor er lige så høj som sin far. De er ikke længere så afhængige af mig.

Den narcisstiske følelse af, at jeg var verdens navle for disse to smukke mennesker, var ærlig talt fantastisk. – Nu har jeg til gengæld mere frihed. Jeg kan miste pusten over de år sammen med dem, der allerede er gået.

Mens mine sønner var små gik tiden utrolig langsomt. Nu hvor mine sønner er store, føler jeg, at tiden er fløjet af sted. Vi har dem kun til låns.

Når vores børn er små, er vi selvfølgelig mere over dem. Vi sikre, at vores børn ikke smutter over vejen. Tjekker om de trækker vejret, mens de sover. Vi kan sørge for deres sikkerhed, men vi kan ikke kontrollere dem, specielt, jo ældre de bliver. Vi kan for eksempel ikke kontrollere, om de spilder mælken. Men vi kan lade dem øve sig.

Vi kan heller ikke kontrollere, hvordan vores børn reagere på, det, vi siger til dem. Har du mere end et barn, har du sikkert oplevet, at de reagerer vidt forskelligt. Den ene bliver måske vred, mens den anden bliver ked af det. Vi kan ikke kontrollere deres reaktion.

Jeg kan ikke kontrollere om mine sønner kan lide hinanden. Om de kan lide, det jeg gør, eller om de synes, jeg er pinlig. For det er jeg ind imellem.

Jeg kan ikke kontrollere om mine sønner bliver advokater eller gadefejere. Om de får tatoveringer og ring i næsen, eller slips og vandkæmmet hår.

Jeg kan ikke kontrollere, om de kommer til at opleve modbydelige ting derude i den store verden. Og jeg kan ikke kontrollere, hvordan de reagerer overfor de udfordringer, de uundværligt vil opleve; om de går ned med flaget, eller om de klarer bumpene hen ad vejen uden slinger. Jeg ville ønske, jeg kunne kontrollere det – og så alligevel ikke. For det er deres liv.

Victor er syg i disse dage, og den narcissistiske del af mig stornyder ærligtalt, at han har brug for mig og mine ekstra kram. Det går så stærkt, og jeg kan ikke kontrollere tiden eller mine sønner. Det Michael og jeg kan gøre, er at stå på sidelinjen og støtte dem. Vi kan hjælpe dem, hvis de vil have vores hjælp.

Til gengæld kan jeg kontrollere, det jeg selv gør. Jeg kan kontrollere, hvordan jeg behandler mig selv og andre. Jeg kan vise dem, hvordan jeg klarer livets op og nedture, og hvordan jeg retter mine fejltrin.

Så tænker jeg, at de plukker, det bedste, fra det de ser, Michael og jeg gør. Jeg håber, de vælger det, som er bedst for dem. Ikke det jeg synes er bedst for mig, for jeg er ikke dem. De er deres egen.

Vi kan ikke kontrollere andre mennesker. Vi kan ikke kontrollere fremtiden. Vi kan ikke kontrollere, om vores ægtefælle vælger at gå fra os. Om vi får et barn med et handicap, eller om vores børn ikke vil tale med os fra den dag, de flytter hjemmefra. Men vi kan fokusere på, hvad vi selv kan gøre, for at leve livet fuldt og helt.

Det går så stærkt, at det kan tage pusten fra én. Det bedste vi som forældre kan give vores børn er, at elske dem lige der, hvor de er.

Lidt refleksioner fra en teenagemor. – Jeg så stolt og rørt over, hvor smukke mennesker mine to sønner er.