Sutteafvænning – sådan kan du bedst støtte dit barn
En mor har skrevet til mig og spurgt: “Hvordan får jeg bedst vendt min datter af med sutten?”
Her er mit svar
Jeg synes, sutten er en genial løsning for både børn og forældre. Den har hjulpet både mine sønner og mig mange gange, og det har den sikkert også for dig og din datter. Der er ingen grund til, at slå dig selv oven i hovedet, fordi du har introduceret hende for sutten, hvis du gør det. Det kan også føre til en masse selv-snak, som blot kan øge den dårlige samvittighed, og det er der jo ingen grund til + vores børn kan mærke det.
Lige når du fortæller din datter, at det er tid at sige farvel til sutten, er hun måske helt med på den. MEN når så sutten er væk på de tidspunkter, hvor hun plejer at bruge sut, tømmer hun sin smertekop ved at kaste sig på gulvet og rase, fordi savnet bliver stort. Det er godt at komme af med sine frustrationer.
Det er som vores afhængighed til at ryge, spise chokolade eller drikke en kop kaffe på et bestemt tidspunkt hver dag. Lige når vi beslutter os for at holde op, går det nemt nok, men når kl så bliver 16, hvor vi plejer at spise det stk chokolade eller drikke den kop kaffe, er det virkelig svært ikke at falde i. Vi bliver måske pirrelige, og vi får lyst til at udsætte vores plan til næste dag.
Selvfølgelig er det svært og hårdt for vores børn, når de skal sige farvel til sutten. Og det er hårdt for os forældre, at se vores børn er kede af det, og hvis vi føler, vi er skyld i vores barns smerte, fordi vi har valgt at tage sutten fra dem. Men det er aldrig en beslutning vores små børn kan tage, for de vil ikke synes, de er klar. Slet ikke når de er trætte.
Tandlægen siger, at det er godt, hvis børn kan smide sutten ved 3 års alderen. Det kan gå ud over hendes tænder, hvis hun fortsætter med sut. Det motiverede mig, at se på mine sønners skæve tænder, når jeg synes det var hårdt, for jeg synes, det var værre, hvis de skulle beholde strit-tænder.
Børn kan mærke, hvis vi er usikre, og spejler vores usikkerhed ved at forlænge raserianfald, klynke, gråd eller plage for at få sutten igen. Du hjælper, derfor din datter ved, at blive afklaret med, at det er slut med sut eller nu er det kun om natten, hun har den. Så hun ikke mærker, at du vakler eller får dårlig samvittighed.
Du hjælper også hende ved at kunne rumme hendes sorg, så du kan være der for hende, når hun trænger til at tømme sin smertekop. Derved lærer du hende, at klare sig igennem sorg og adskillelse, hvilket er en umådelig vigtig gave, du giver hende.
Sådan kan I vinke farvel til sutten:
- Start med selv at være afklaret, så du kan være der for din datter og støtte hende. Det kan være svært, hvis gråd og sorg blev taklet negativt i din egen barndom. Hun kan mærke, hvis du er usikker
- Her og nu løsningen kan være at beholde sutten, men set på lang sigt, er det bedst at vinke farvel til den, så hun ikke får grimme tænder og skal gå med bøjle i puberteten
- Smid sutten med/uden nedtrapning. Lyt til din intuition og mærk efter om det er bedst for din datter, at hun har den om natten, så er det det I gør. Eller måske skal sutten smides helt ud en gang for alle, fordi det er bedst at det ikke trækker i langdrag (Uanset så mærk godt efter, så det ikke er frygten, der taler, men din intuition)
- Lav et hyggeligt ritual (hvis du vælger at droppe sutten helt) – Suttetræ, i skraldespanden eller grav dem ned i haven, og næste morgen graver I hullet op igen, og tjekker om sutte-feen har taget dem, og så ligger der en gave til hende.
- Hold fast så hun ikke skal igennem sorgen flere gange. Smid alle hendes sutter ud, så du og din datter ikke kan falde i
- Vid det er ok at opleve udfordringer og sorg. Børn der går igennem livet uden udfordringer, kan som voksne få det ekstra svært i hårde tider. Det ønsker vi ikke for vores børn. Vi ønsker til gengæld, at de lærer at takle livets udfordringer, og kan støtte sig selv i svære tider
- Hav medfølelse og ikke medlidenhed. Medfølelse = du føler med din datter. Medlidenhed = du lider med hende, hvilket er en ekstra byrde for hende. Vi kan hurtigt falde i og få lyst til at fortælle og forklare, men bare vær der, når hun tømmer sin smertekop. Bare vær der med kærlighed og omsorg
- Del dine udfordringer med én som kan støtte dig og hjælpe dig med at holde fast og rumme, hvis hun får raserianfald eller bliver meget ked af det
I ønskes så meget held og lykke med sutte afvænningen
Har du også et spørgsmål til brevkassen, så kan du skrive til mig her
Hold dig orienteret via mit nyhedsbrev og få samtidig min bog: Opdragelsen starter indefra