Barndommens gade og en hel masse skibe

(Siden her er endnu ikke færdig-skrevet – Jeg øver mig i at stå frem. Jeg deler min historie på mine kurser, men det er nyt at dele med alle. Men jeg vil dele min sårbarhed, så du kan sejle dig i min historie – den er færdig inden udgangen af 2017….jeg lover dig det)

Alle dem vi voksede op med i vores barndom: Vores forældre, nabolaget, institutionen og skolen etc. De bevirkede, at vi konkluderede en hel masse om verdenen og om os selv. Den vi er i dag, og den måde vi agere på som voksne, stammer fra vores barndom og det miljø, vi er opvokset i.

Det kunne være, at du som barn fik overskredet dine grænser ved, at du skulle kysse faster Erna goddag, selvom hun hadede jer børn og altid stank af gamle cerutter og tis. For at kunne gennemføre dit goddag, måtte du lukke af for nogle af dine behov, for at opfylde dine forældres behov. Din intuition sagde måske: ”Hvorfor kysse og kramme et menneske, der ikke kan lide mig?!” For kort derefter at have tænkt, at denne fornemmelse må være helt forkert, hvis mine forældre mener, det er det rigtige at gøre. Det er med denne type handlinger, forældre lærer deres børn, at gå fra at være indrestyrrede til at blive ydrestyrrede.

Måske blev du sendt på værelset indtil du var god igen, fordi du var rasende på din lillebror, fordi han havde ødelagt din dukke, og derved blev du dobbelt straffet. “Uretfærdigt” eller “hvorfor altid mig”, har du måske tænkt, men efterfølgende konkluderede, at det måtte være dig, der er noget galt med, da du ikke blev spejlet på dine behov. Måske konkluderede du, at din bror betød mere for dine forældre end du, og derfor gjorde en ekstra indsats for at opnå deres kærlighed.

Nogle af vores følelser og behov måtte kasseres, gemmes og glemmes, og det blev naturligt for os, at andres behov kommer før vore egne.

Min far havde altid været glad for alkohol, men det blev for alvor tydeligt, da jeg var omkring 9 år gammel. Det at han tog underansvar for sit eget liv og sin rolle som forælder bevirkede, at jeg tog overansvar.

Jeg kunne mærke begge mine forældre ikke havde det godt. Min far kæmpede med sine egne dæmoner. Han fyldte meget energimæssigt i rummet. En måde at forsøge at fylde sig selv op, når man har lavt selvværd. Det var drænende. Min mor blev hos far på grund af os børn, men trængte sådan til at komme ud af det forhold. De energier af to ulykkelige mennesker, der var derhjemme, kunne jeg tydeligt fornemme.

Min far ændrede karakter i takt med at alkoholen overtog hans hjerne og krop. Da jeg var 13 blev jeg udsat for overgreb. Jeg forlod min krop for at overleve. Heldigvis forlod min mor, far, kort efter. Ingen vidste det, så der blev ikke gjort noget ved det, før jeg selv blev mor.

Når kaptajnen forlader skibet, tager børnene automatisk over, selvom de endnu ikke har lært at styre skuden. Det er ikke en rolle, børn er klar til at overtage. Jeg var ekspert i at opfange signalerne. Om det var tid til at liste helt ubemærket op på værelset, om han havde brug for en støttepædagog eller ro. Når jeg var hos mine veninder, havde jeg det sjovt og kunne lege helt afslappet. Her kunne jeg være barn.

Min overbevisning blev, at hvis jeg ikke overtog ansvaret, så ville det hele ville sejle. De overlevelses mekanismer fungerede godt for mig, da jeg begyndte at arbejde. Jeg kunne lynhurtigt fornemme, hvor der var behov for en hjælpende hånd. Jeg kunne ikke mærke min krop, så jeg kunne knokle mig selv halvt ihjel uden at mærke det. Jeg var derfor en vellidt medarbejder.

Da jeg selv blev mor, tog jeg fortsat overansvar. Jeg er særligst sensitiv og efter mange års træning i at fornemme stemninger og behov, ved jeg oftest før alle andre, når noget var i opsejling. At være særligt sensitiv forælder er en god egenskab at have, fordi man ofte når at stoppe konflikter, før de opstår. Det er også trættende, hvis man ikke lærer at slukke for radaren og bare være. Når radaren hele tiden kører, er man konstant i overlevelsesmode, og det kræver umådelig megen energi.

Vores børn lærer ikke noget af, at vi klarer alle udfordringerne for dem.

Det er som, at være skipper i vores egen båd, samtidig med at vi hopper fra båd til båd i forsøget på at styre alle andres både. Derfor vil vi ind imellem få overbalance og ryge i søen med et ordentligt plask.

Det kræver umådelig meget energi at tage overansvar, og være styret af, hvad familien tænker og mener om os og vores børn, og have travlt med at gøre det helt rigtige. Vi må derfor tilbage på vores eget skib, tage ansvar for os selv og vore egne behov. Det er ikke, fordi vi bare lader vores børn sejle deres egen sø. Vi viser dem blot, ved at styre vores eget skib sikkert i havn, hvordan de kan styre deres eget skib. Børn lærer af, det vi gør.

Mine sønner mine største healere
Mine sønner sov ikke om natten. I flere år havde jeg ikke 3 sammenhængende timer. Jeg var en zombie. Specielt Oscar reagerede voldsomt som lille. Jeg troede han havde Aspergers syndrom. Han var bare, og er stadig, en helt perfekt, sund og dejlig sensitiv dreng. Han kunne mærke min indre uro. Den uro var så svær for ham at være i, at han ikke selv kunne finde roen. Vores børn spejler os. Oscar var mit wake up call. 

Det er bare lettere at se udad
Vi er opdraget til at se udad. Derfor er det så nemt at se, hvad andre gør eller ikke gør, og at fascineres og forarges af andre. Prøv at lægge mærke til hvor meget tid du bruger på at have radaren ude, ser på din familie? Hvor meget tid bruger du på at opfylde deres behov, sammenligne eller være forarget? Det er bare lettere at se ud, end det er at se indad. Det er jo den vej vores øjne peger. Vi er mere interesserede i at se udad end at dykke ind i vores eget indre liv, for det kan være smertefuldt.
Men det indre barn savner og søger stadig den ubetingede kærlighed og følelsen af samhørighed. Det er vores livsnerve. Vi er så øvede i at holde de ”forbudte” følelser nede. Det er lettere at kigge udad og måske pege af vores forældre, vores børn eller vores partner eller hjælpe til her og der.

Det er i pauserne, vi mærker.

Efter at have læst et hav af bøger, og googlet et hav af sider og artikler, fik jeg en dag nok. Jeg var så træt af, at følge one-size-fits-all råd om opdragelse og blive beskyldt for at være en dårlig forælder. Jeg var træt af at hver gang jeg søgte hjælp og viden, så følte jeg skyldfølelse. For pokker jeg havde brug for hjælp. Ikke for at føle mig endnu mere forkert og dårlig end jeg allerede selv gjorde. Jeg besluttede mig derfor for, at finde ud af, hvordan man kan blive en god forælder selvom jeg ikke havde haft de bedste rollemodeller selv. En kærlig måde. Jeg har studeret, øvet, og prøvet metoden af på andre forældre. Med stor succes.

Jeg er idag nået mit mål. Og mine sønner spejler mig, fra mit nye ståsted idag.

Jeg lever af det idag, for ingen mor bør gå rejsen alene. Ingen mor bør føle skam eller skyld. Ikke fordi du bør have oplevet brøkdelen af det jeg har oplevet, det har jeg gjort for at kunne hjælpe forældre med at tage den mest nænsomme og lette vej. At være forælder er en lang udviklingsrejse.

Den kreative tilstand og den angste tilstand
Enten er vi i den kreative tilstand eller også er vi i den angste tilstand. Når du er i den kreative tilstand, er du i flow. Du lader dig ikke slå ud af en konflikt, men løser den på win-win måden. Du ser det positive i dine børn og din partner. Du lytter til dine behov og siger, hvad du tænker uden frygt for, hvordan modtageren måtte modtage budskabet. Er du i den angste tilstand, er du nervøs for, hvad andre mon tænker om dig og dine børn. Du forsøger at tilpasse det du siger og gør, for at de vil synes om dig. Du har radaren ude for at opfange signalerne og handler ud fra, det du tror, de forventer af dig.
At tilfredsstille andre, er et mål, der aldrig vil lykkedes dig. Du vil til gengæld kunne lykkedes, hvis du tilfredsstiller dine egne behov.

Tanker er blot roomies
Er du rigtig godt øvet i at tilfredsstille andres behov, vil dit ego forsøge at stoppe dig ved at tænke tanker ala: ”De må synes, jeg er komplet ligeglad og egoistisk”. Men du er ikke dine tanker. Du er det rum, hvor dine tanker opholder sig.
For ikke at blive overvældet af mine tanker, og forblive obs på at mine tanker ikke er mig, ser jeg på min tanke som en værelseskammerat, og stikker ham/hende et navn. Når egoet eller frygt-tanken dukker op, tænker jeg: ”Åh der kom Ditte lige forbi”. Derved er jeg ikke mine frygt-tanker. Jeg er det rum, hvori min roomie opholder sig. For det geniale er, så kan jeg også smide min roomie ud og give plads til mere kærlige roomies. Hvilket giver mere glæde og flow.

 

Fyld din kærlighedskop op
Du kan ikke hælde af en tom kop. Det er udmattende og utilfredsstillende. Du tager måske dig selv i at brokke dig over, ikke at bliver set eller får bare en smule anerkendelse for alt det, du gør for andre. Det er at tage underansvar, når vi søger lykken andre steder end hos os selv. Så længe vi ikke tager os selv seriøst og kærligt, men konstant søger bekræftelse udefra, vil vi aldrig få den.
Fyld din kærlighedskop op med masser af kærlighed, leg, latter og det du næres af. Så har du noget at hælde af.

Gå efter lykken, du har fortjent det
Børn har sådan et helt naturligt indbygget joy-system. Det har du også, men det kan være, du er kommet til at trykke på off-knappen på et eller andet tidspunkt i dit liv. Det er den her naturlige indre styringsenhed, der er sat på destination lykke. Det er meningen, vi skal have det godt.
For at få indre og ydre succes må vi opfylde vores følelsesmæssige behov. Når vi har opfyldt vores behov, er vi i stand til at løse udfordringer uden vrede og bebrejdelser, og vi ser bumpene på vejen som vigtige lektier og udviklingsmuligheder.
Når vi er lykkelige løser vi konflikterne på en helt anden herlig måde. Et godt eksempel er, når vi er nyforelskede. Nyforelskede er nemlig lykkelige. Så tænker vi tanker ala: ”YAY han kan også lide kirsebær, SÅ vi har noget til fælles!” eller ” Hvor er det fantastisk, han kan ikke lide kirsebær, og jeg elsker kirsebær, så kan jeg få hans”. Er vi ulykkelige, ville vi højst sandsynligt tænke det stik modsatte.
Se indad, lyt til dine behov, rum hele dig, gå efter lykken, og du vil opleve at alt det andet falder på plads. Giv selvkærligheden et ordentligt boost.