Er familiens problemer min skyld?

Har du tendens til at tage skylden på dig, når ting går galt?

Når nogen ser utilfreds ud, eller når børnene ikke opfører sig ordentligt i det offentlige rum?

Hvis det lyder bekendt, så vil du måske heller ikke være til besvær og er utrolig hjælpsom overfor andre.

Det kan være en dyb følelse af skyld

Det er sjældent noget, vi er bevidste om det, fordi det er blevet en “normal” del af vores liv. Det har været en kulturel del af vores opvækst.

Du har helt sikkert hørt: “Det var ham, der gjorde det“, “Hvem er skyld i det svineri?“.

Hvis vi har en dyb følelse af skyld, så vil den uundgåeligt påvirke vores hverdag.

Måske er du ikke bevidst om det, så her får du nogle eksempler på, hvordan det kan opleves i hverdagen.

Skyldfølelse manifesterer sig på mange måder i hverdagen:

• Lykken bliver afbrudt af kaos. Vi skulle endelig hygge os og have det dejligt, men det ender i problemer og skænderier. Det sker for mange, fordi der ligger en dyb grundfølelse af, at jeg fortjener ikke bedre. (man har nået glasloftet)
• Du bliver beskyldt for ikke at være god nok eller gøre det godt nok. Et tydeligt tegn er, når andre spejler din indre følelse af skyld ved  at give dig skylden for alt muligt.
• Skuffet over din partner. Hvis han/hun er fraværende eller kortluntet, har du måske reageret med irritation, vrede eller blevet ked af det. For mangel af bekræftelse og nærvær gør dig usikker på om du har gjort noget galt – “er det min skyld?“, selvom det ikke havde noget med dig at gøre.
• Har svært ved at sætte grænser overfor dine børn. Den dybe grundfølelse af, at det er din skyld, hvis dine børn bliver kede af det eller sure. Selvom det er imod dine værdier, styrer grundfølelsen af skyld så meget, at du bliver eftergivende overfor deres ønsker og krav.
• Er hård ved dig selv. “Gud, hvor er jeg dum“. “Hvorfor sagde jeg også det?!“, “De har fortjent en bedre mor end mig“. Når noget ikke går som det skulle, bebrejder du dig selv. Taler grimt til dig selv. Bliver flov eller skamfuld.
• Du er overvældet. Du bruger mange kræfter på at sikre, der ikke sker fejl, og at andre kan lide dig. Derfor er du god til at mærke andres behov og handle på dem. Din overlevelses mekaniske er at være hjælpsom. Du overhører dine egne behov, kører træt, bliver kortluntet og får dårlig samvittighed.

Hvorfor har vi disse mønstre?

Vi kan ikke bare lige ændre mønstret, fordi den dybe følelse af skyld stammer fra et barndoms traume. Det kan være, at din mor eller far skældte dig ud, slog dig eller hinanden, drak, var narcissistisk, var syg eller overvældet eller bebrejdede dig for deres overvældelse. “Se nu, du vækkede far med din larm!”

Du har måske følt, det var din skyld, at der var kaos i dit hjem. Selvom du virkelig prøvede at ændre det, ved at være sød og hjælpsom, skete det sjældent eller aldrig.

Hvis du var et følsomt barn, kan du være, at du følte skyld for at opleve kaotiske følelser indeni. I virkeligheden var det en forælders følelser, du mærkede og troede, det var dine egne.

Hvis det er forældrenes skyld, så er barnet i livsfare!

Helt instinktivt vælger små børn at bebrejde sig selv, hvis barnet oplever omsorgssvigt derhjemme.

Hvis det er forældrenes skyld, er det et utrygt sted for barnet. Hvem skal så passe mig, give mig mad, kærlighed og et sted at sove? Barnet er fortabt.

Barnet kan ikke lave om på forældrene og er afhængigt at dem. Barnet kan risikere at dø, hvis ikke det får hjælp. Derfor bebrejder børn sig selv og som overlevelsesstrategi bliver de mere hjælpsomme og opmærksomme: “Hvis jeg hjælper til, og er opfører mig pænt, vil de elske mig, og jeg vil overleve“.

Skyld bliver det, du navigere efter

Den dybe følelse af skyld sidder i kroppen, som et traume.

Hvis det ikke bliver healet, bliver det din gps. Så bliver skylden det, du navigere efter. Eller din overlevelsesmekanisme reagerer ved stadig at være hjælpsom og sød “for så overlever jeg”. Og går det ikke godt, så er det min skyld.

Det kan komme til udtryk ved, at du forkæler dit barn. Har svært ved at sætte grænser. Er altid klar til at hjælpe din familie. Og du er hård ved dig selv, hvis noget ikke lykkedes.

Har du lukket ned for dine egne behov, og har svært ved at mærke dig selv. Kan du måske genkende det, ved at andre mennesker spejler dig ved at give dig skylden, når noget går galt.

Uanset hvad du oplever eller gør i dit liv, så er det IKKE din skyld. Det er traumet eller overlevelsesmekanismen, som reagerer for at passe på dig.

Selvom det er svært at bede om hjælp, fordi du føler dig skyldig over at være til besvær, så vil du ved at få hjælp til at heale traumet, også heale dine børn og din familie.

Du må rigtig gerne dele artiklen, så endnu flere kan få glæde af den.

Vær den første der får besked: gratis nyhedsbrev