Er du også usikker på, om du opdrager dit barn rigtigt?

Vi kommer alle i tvivl i ny og næ, om den beslutning vi tog, nu også var den rigtige. Specielt i de pressede situationer, eller når vi ikke får nok søvn, eller når vores barn pludselig tager et ordentligt ryk op af udviklingsstigen. Det er ikke uden grund man siger, at den førstefødte er prøvekluden.

Da jeg havde små børn, og ikke sov om natten, turde jeg ikke bede om hjælp. Jeg havde læst alt for mange artikler om, at vi forældre burde vide bedre. Så jeg passede mig selv. Jeg oplever på mine kurser, at forældrene er taknemmelige og lettede over, at der er andre der åbent fortæller, at det er hårdt og svært. Det er sådan en lettelse at blive mødt.

Du er ikke alene, for vi har alle været ude for situationer, hvor vi ikke har vidst, hvad vi skulle gøre. Det er bare ikke noget alle skilter med. Desværre.

Det er ikke uden grund, man siger det kræver en landsby at opdrage et barn. Der er ikke noget svagt i at bede om hjælp. Det er faktisk det lige modsatte. Så hvorfor tør vi forældre ikke være åbne, og sige når det er svært at træffe de rigtige beslutninger? Hvorfor er forældre så hårde ved sig selv?

Du holder måske udfordringerne om opdragelse inden for egne fire vægge fordi:

  • du har læst i medierne eller andre sige, at forældre er blevet for ringe til at opdrage deres børn, de burde tage sig sammen, hvor svært kan det være…
  • du har oplevet at skolen, institutionen, familierådgiveren giver forældrene skylden når det går skidt med børnene
  • du har oplevet forældrebaching i form at at blive kaldt curlingforælder, tigerforældre, pacende forældre etc.
  • du har nærmest taget et professorat i børneopdragelse. Læst alle bøgerne og tømt nettet for oplysninger, og alligevel oplevet, at det ikke virkede
  • du er leder af en virksomhed, hvor du leder andre mennesker, og derfor ikke forstår, det er svært at lede dine egne børn

Hovedårsagerne til, at vi kan være i tvivl om, hvordan vi skal opdrage vores børn, men ikke beder om hjælp er:

  • For mange børneopdragelses bøger, med en nøje dikteret måder at opdrage på, kurver og statistikker. Forældre bliver bombarderet med information. Det er så ydrestyrret, at vi helt glemmer at mærke, hvad vi forældre synes er rigtigt for os.
  • For meget pegen fingre. Forældrene bliver alt for ofte beskyldt. Forældrebashing, som opstod for få år side, hvor forældre får øgenavne.
  • Der er for meget kontrol. Man tager ansvaret fra forældrene. Har du lagt mærke til at børn udvikler sig mest i ferierne sammen med mor og far? At indføre skolereformen og udvide skoledagene, samtidig med de konstante nedskæringer. Børn udvikler sig i forkert retning, når der er så få pædagoger i institutionerne. Flere forældre oplever ikke de bliver taget alvorligt.
  • Der er sket et paradigmeskifte, så vi kan ikke benytte den samme opdragelse som vores forældre brugte. Vi må derfor selv opfinde den dybe tallerken.
  • Hvis forældre har haft en hård opvækst, kan de ikke gøre for, at de ikke har lært de basale ting hjemmefra. Så skal man ikke starte med at beskylde og bebrejde dem. Man skal starte med at hjælpe og støtte dem. Så giv dem en chance og en håndsrækning. Netop disse forældre har fortjent at få al den hjælp, vi kan give dem.

Uanset så giver det ikke forældre lysten til at stikke hovederne frem og sige: “Jeg er udfordret, kan du hjælpe”. Udadtil viser vi, at vi har helt styr på det.

Jeg oplever en generation af forældre der er top engagerede i deres børn. Min klare overbevisning er, at du som mor eller far ved, hvad der er bedst for jeres børn. Jeg tror bare, at samfundet gør det så svært at være forældre.

Jeg havde en session med en mor for nylig, som var i tvivl om hun forventede for meget eller for lidt af sit 5 årige barn. Hun spurgte mig, hvad burde et 5 årigt barn kunne i følge udviklingskurven. Hun kendte godt svaret, men grunden til, at hun ikke kunne lytte til sin intuition skyldtes to grunde: Hun var så træt. Hun sov ikke om natten. Det kan få enhver hjerne til at gå i udu. Det er jo fair nok, og hun havde bare brug for hjælp, så hun kunne for sovet.

Den anden grund var: for mange one-size-fits-all opdragelses råd, statistikker og info, hun bliver bombarderet med. Al den info der suste igennem hovedet hver gang hun skulle tage en beslutning.

Moren fortalte mig, at det var om morgenen, når hun og de 3 små børn skulle skynde sig ud ad døren. Når storesøster på 5 år ikke tog sokkerne på, som hun var blevet bedt om. Midt i hun stod med 3 små børn på vej ud ad døren, fløj 1000 tanker rundt i hovedet på hende: om hun skulle bruge Girafsprog? Hvad er aldersvarende? Hvad gør andre forældre? Alt sammen ydre råd for at finde en løsning lige nu og her i en presset morgensituation. Det er umuligt at være nærværende i situationen. Og det er umuligt at besluttet noget med alt det kørende rundt i hovedet.

Jeg bad moren lukke øjnene og tage et par dybe vejrtrækninger helt ned i maven. Mærke efter i hjertet, om hendes datter selv burde tage sokker på eller om det er ok, hun gjorde det for hende. Svaret kom promte og helt lettet: “Det er ok, jeg giver hende sokker på”.

Datteren passede fint i forhold til udviklingskurven for en 5 årig, men det er ikke det det handler om. Børn er forskellige, og ikke alle følger udviklingskurven til punkt og prikke. Gudskelov for det. De kan ikke være lige gode til al ting, mens de sikkert er længere fremme i andre ting. I stedet for at tjekke hvad dit barn bør kunne og ikke kunne, så prøv i stedet for at se dit barn. Når du er nærværende kender du svaret.

Når nu al den støj, af opdragelsesmetoder, udviklingskurver var væk, kunne hun lytte til sin intuition. Den 5 årige er den ældste af tre. De to mindre søskende tager meget af forældrenes opmærksomhed. Hun kan allerede så meget selv, men ind imellem er det så rart at kunne putte sig ind til mor, og mærke den omsorg og kærlighed, der er forbundet med at få sokker på på mors skød.

Når du er i tvivl, så vent til du har et øjeblik alene. Luk øjnene tag nogle dybevejrtrækninger og mærk efter, hvad der føles rigtigt for dit barn. For det er ind imellem svært at tage en beslutning, når man står midt i en presset situation. Når du kan slukke for alt det informations støj, og giver hjernen et øjebliks stilhed, så kommer svarene.

Der er for meget fokus på at finde den skyldige. Der er rigtig mange artikler om, at forældre ikke er gode nok til at opdrage. Det spreder sig som ringe i vandet. Når man bliver beskyldt, forsøger man enten at undskylde, gemme sig i frygt for at opleve mere skyld og skam eller sende skylden videre: “Nej, det er pædagogernes eller lærernes skyld”.

Ingen af delene kan vi bruge til noget. Forældre er holdt op med at bede om hjælp i frygt for at få påklistret en masse udueligehedsmærker. Vi glemmer alle sammen, at det kræver en landsby at opdrage et børn.

Det handler ikke om, hvis skyld det er. Det handler om at finde en løsning, og det kommer vi kun frem til ved at samarbejde og hjælpe hinanden.

En virksomhed der vækster hurtigt sker sjældent uden hjælp. Det er ikke anderledes, når vi får et barn. Lad os derfor alle være mere åbne og ærlige overfor hinanden og bede om hjælp.

Kunne du lide min artikel, så må du rigtig gerne klikke “synes godt om” eller dele herunder. Husk også at tilmelde dig mit gratis nyhedsbrev og modtag ny inspiration til et harmonisk og balanceret familieliv.

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *