Marianne Thyboe forældre alene med problemerne artikel

Mange forældre beder ikke om hjælp, når de har udfordringer med børnene.

Måske beder du heller ikke om hjælp, fordi:

  • Du synes, det er skamfuldt at sige højt, at du ikke kan klare det selv.
  • Det er nok bare mig, der har det sådan her.
  • Jeg burde kunne klare mig selv.
  • Det er egoistisk af mig at fylde så meget, der er mange andre der har det meget værre end mig.
  • Tænk hvis jeg beder om hjælp, og de ikke vil hjælpe mig
  • Tænk nu hvis jeg beder om hjælp, og de tænker: “Kan du virkelig ikke klare det selv! Det troede jeg alle forældre kunne!”
  • Jeg ved ikke, hvad jeg skal bede om hjælp til

Kan du nikke genkendende til et eller flere af disse? Det er der rigtig god grund til

Den synlige og usynlig grund til at Gitte ikke bad om hjælp

Gitte kontaktede mig, fordi hun følte sig som jordens dårligste mor.

Gitte troede egentlig ikke, der ville komme noget ud af sessionen, for hun havde gjort alt det rigtige. Læst alle de rigtige bøger om opdragelse.

Hun gik hjemme med sine børn. Hun havde selv haft en god barndom, så hun burde om nogen have overskud til sine børn.

Gitte var overvældet, træt og ked af det og havde dårlig samvittighed over, at hun snerrede af børnene.

Hun blev fuldstændig paf over, at det hun bare manglede var hjælp til at se efter børnene, så hun kunne få sovet ud. Gitte var træt som et helt alderdomshjem.

Hun havde overhovedet ikke skænket det en tanke, at hun kunne bede om hjælp, så hun fik overskuddet tilbage.

Den mere usynlige grund

Gittes lillebror var handicappet, derfor havde hun som barn lært at klare sig selv.

For de få gange hun havde bedt sine forældre om hjælp, var de fraværende og fortravlede. Hvis de svarede, var det som regel: “Behøver det være lige nu?”

Gitte lukkede derfor ned for sine følelsesmæssige behov, for ikke at belaste sine forældre, men også for ikke at belaste sig selv med dem, for der var andet, der var vigtigere end hendes behov.

Der var nogen, der havde mere behov for hjælp end hende.

Nu hvor Gitte selv er blevet mor, så skænker hun ikke sine behov en tanke.

Gitte slog i stedet sig selv med gummihammeren, for hun ved, at hendes forældre elsker hende, og hun synes, hun har haft en god barndom. Da hun holdt op med at være så hård ved sig selv, kunne hun godt se, at hun havde brug for hjælp til at få sovet.

Følelsesmæssige svigt er sværere at få øje på

Det er ikke så tydeligt, hvis man har oplevet følelsesmæssig svigt i barndommen, end hvis det er fysiske svigt.

Men det er svigt, når ens forældre er døve og blinde for deres barns behov.

Så vokser vi op og føler os stadig alene med vores problemer, fordi vi måtte lukket ned for vores følelsesmæssige behov for at overleve vores barndom. Hvis vi ikke har lært at åbne dem op igen.

Gitte var tilgengæld så god til at hjælpe andre, fordi det var her hun følte sig forbundet med sine forældre. Hendes forældre havde ubevidst hende, at hun er elsket, når hun hjælper andre, og at hendes følelser og behov ikke har betydning.

Der er forskel på at have oplevet det nogle enkelte gange, men hvis det er et mønster, så påvirker det dig op igennem voksenlivet, ved at du bl.a. kan føle dig ensom og forkert, når du har udfordringer.

Og ubevidst kan vi komme til at give mønstret videre til vores egne børn.

Marianne Thyboe skab en stærk familie Online forløb

2 replies
  1. Betina says:

    Som førstegangs mor kunne jeg godt nikke genkendende til flere punkter. Jeg har især tit dårlig samvittighed overfor min søn, fordi jeg føler at vi ikke oplever lige så meget som de perfekte ig familier. Men til gengæld har vi mange hygge stunder med masser af nærvær.
    Jeg kommer tit i tvivl om, hvorvidt jeg gør det godt nok som mor, og den tanke kan nærmest æde mig op nogen dage. Men iflg. min sundhedsplejerske er dette ganske normalt?!. Jeg ved jo også inderst inde, at jeg gør det godt. Lille manden trives og udvikler sig lige præcis som han skal <3

  2. Pia says:

    Jeg har været der, men jeg har til gengæld bedt skolen om hjælp i flere år uden at få den ønskede hjælp! Efter 4,5 år er vi endelig nået frem til at kunne komme igang med en udredning (på begge børn). Til gengæld syns jeg det er svært at bede mine forældre om hjælp, hvis jeg “bare” har brug for et pusterum nu her mens deres far ikke magter børnene så meget/samtidig.
    Godt indlæg! Kh Pia

Kommentarer er lukkede.