Jeg deler min historie med dig for at vise, at vores barndom ikke behøver at blive vores børns fremtid. Selvom vi ikke selv har haft trygge rollemodeller, kan vi få hjælp til at forstå og hele de sår og mønstre, vi bærer med os, så de ikke behøver styre, hvordan vi møder vores børn.

Mine forældre elskede mig højt. Min far var et stort legebarn, der heldigvis nåede at introducere mig til den natur, han elskede så højt. Min far havde altid været glad for alkohol. Vi skulle altid lige forbi kroen på vej hjem fra vores fisketure. Jeg husker ikke så meget udover, at jeg fik en rød sodavand og penge til den enarmede tyveknægt.

Hans drikkeri tog for alvor til, da jeg var omkring 9 år gammel. Den far jeg kendte forsvandt mere og mere. Han blev nærmest en modsætning af alt det, han stod for i takt med, at alkoholen overtog.

Jeg kunne, fra jeg var helt lille, fornemme at mine forældre ikke havde det godt. Min far kæmpede med sine dæmoner. Han fyldte energetisk meget. Jeg følte ikke, at der var plads til mig. Som overlevelsesmekanisme var jeg en nem og hjælpsom datter, der prøvede at muntre alle op.

Mit helle og yndlingssted var at sidde i det hul min hund havde gravet. Hun sad helt tæt op ad mig, så jeg kunne mærke hendes beskyttende varme krop, mens jeg legede med min gule lastbil. Jeg fandt roen her. Naturens og dyrenes energi er så fantastisk helende.

Min mor blev hos min far, fordi hun ønskede at beskytte os børn, selvom hun havde lyst til at forlade ham. Jeg var for lille til at sætte ord på det, men jeg kunne tydeligt mærke det. For at beskytte os børn sagde de, at alt var i orden. Mange forældre gør det i bedste mening for at beskytte deres børn: “Nej, vi har det godt. Vi skal ikke skilles.

Måske har du selv oplevet at være sammen med et menneske, som du ikke helt vidste, hvor du havde. Det sender dig på overarbejde, for at tyde personens signaler. Man kan være helt udmattet og desillusioneret bagefter.

Problemet er, at børn kan begynde at tvivle på, om de kan stole på sig selv, når de mærker uro og samtidig får at vide, at alt er fint. Når barnets intuition ikke stemmer overens med det, forældrene siger, vil barnet ofte stole mere på mor og far end på deres egene fornemmelser. Barnet kan derfor få en overbevisning om, at hun ikke kan stole på sig selv. Det er en af årsagerne til, at børn går fra at være inderstyrede til at blive ydrestyrede.

Min far havde selv en svær opvækst, og som årene gik, blev det sværere og sværere for ham at være i livet. Min far ændrede karakter i takt med, at alkoholen overtog hans sind og krop. Da jeg var omkring 12, blev jeg udsat for overgreb.

Når kaptajnen forlader skibet

Det, at min far tog underansvar for sit eget liv og sin rolle som forælder, bevirkede, at jeg tog overansvar. Når kaptajnen forlader skibet, tager børnene automatisk over, selvom de endnu ikke har lært at styre skuden. Det er ikke en rolle, børn er klar til.

Efter mine forældres skilsmisse blev jeg hans støttepædagog, når vi var på weekend hos far. Som 13 årig var jeg mægler for de familiemedlemmer der besøgte far. Jeg var utrolig god til det og kunne, som en kamæleon, tilpasse mig enhver situation.

Han døde, da jeg var 14 år gammel. Kun få veninder kendte til overgrebene. Jeg fik derfor ikke hjælp til at bearbejde det, jeg havde oplevet. Jeg tænkte slet ikke over, hvor meget det havde påvirket mig.

Min verden ramlede sammen

Det blev først tydeligt, da jeg selv blev mor. Min verden ramlede fuldstændig sammen. Jeg kontaktede en terapeut, da min søn var nyfødt, fordi jeg aldrig i mit liv havde oplevet så stor en kærlighed før. Og det gjorde mig virkelig bange.

Jeg blev rædselsslagen for, at jeg kunne finde på at udsætte min søn for det samme som min far havde gjort mod mig. At det kunne gå i arv.

Hun forstod heldigvis, at jeg havde brug for en voksen til at fortælle mig, at det jeg oplevede var helt naturlige moderfølelser. At jeg var mønsterbryder. Det var en naturlig kærlighed til sit barn. At man pludselig kunne sidde der med sit vidunder i armene og græde af lykke. Det hjalp mig til at slappe af sammen med min søn. Jeg havde bare ikke haft styr på forskellen på naturlig og unaturlig kærlighed.

Ville andre gøre mit barn ondt?

Når det menneske, som jeg burde føle mig allermest tryg hos, havde overskredet mine grænser på værst tænkelig måde, kunne jeg ikke stole på nogen. Jeg overbeskyttede derfor mine børn. Jeg var ofte helt dårlig, når de skulle passes. Jeg vidste, jeg kunne stole på min mand, men min krop var ikke overbevidst om det.

En overbevisning jeg tog med mig ind i moderskabet var, at hvis jeg ikke havde ansvaret og var på forkant, så ville det hele sejle. De overlevelsesmekanismer fungerede godt for mig, da jeg begyndte at arbejde. Jeg kunne lynhurtigt fornemme, hvor der var behov for en hjælpende hånd. Jeg kunne ikke mærke min krop, så jeg kunne knokle mig selv halvt ihjel uden at mærke det. Jeg var derfor en vellidt medarbejder.

Da jeg blev mor, tog jeg fortsat overansvar. Jeg er særligt sensitiv, og efter mange års træning i at fornemme stemninger og behov, ved jeg ofte før andre, når noget er i opsejling.

At være en særligt sensitiv forælder er en god egenskab at have, fordi man ofte når at stoppe konflikter før, de opstår. Det er også drænende, hvis man ikke lærer at slukke for radaren og bare være. Det kræver umådelig megen energi, når radaren kører hele tiden.

Det er som at være skipper i min egen båd og samtidig hoppe fra båd til båd i forsøget på at styre alle andres. Indimellem mistede jeg balancen og røg i søen med et ordentligt plask. Jeg gik ned med stress flere gange.

Mine børn viste mig det, jeg ikke selv kunne se

Mine sønner sov ikke om natten. I flere år havde jeg ikke tre sammenhængende timers søvn. Jeg var en zombie. Især min yngste reagerede voldsomt som lille. Da han startede i børnehave, blev jeg oprigtigt bekymret for, hvordan han havde det.

I dag kan jeg se, at han ikke var forkert. Han var – og er stadig – et sensitivt menneske. Samtidig kan jeg se, at min egen indre uro også påvirkede stemningen omkring ham. Ikke fordi alt handlede om mig, men fordi børn mærker langt mere, end vi siger højt.

Hans reaktioner fik mig til at stoppe op og blive nysgerrig på både ham og på det, der skete i mig.

Når jeg ser tilbage, oplever jeg det næsten, som om universet skruede op for styrken, indtil jeg stoppede op og lyttede

Vores børn spejler os

Først var jeg sikker på, at det handlede om mine sønners “dårlige” opførsel, og at de skulle opdrages væk. Men som du sikkert ved, så hjælper det ikke at bede vores børn holde op med at bande, hvis vi selv bander. Eller bede dem rydde op, hvis vi selv roder.

Børn lytter ikke kun til det, vi siger. De mærker også, hvordan vi er sammen med dem, og hvordan vi behandler os selv. Derfor kunne jeg ikke nøjes med at fokusere på mine sønners adfærd. Jeg måtte også begynde at forstå mine egne reaktioner.

Jeg manglede hjælp – ikke mere skam

Efter at have læst et hav af bøger og googlet, fik jeg nok. Jeg havde fået nok af at følge alle disse one-size råd om opdragelse, for det endte oftest med at være en fiasko. Det var for eksempel svært at huske, hvad jeg skulle sige og gøre eller ikke måtte midt i en konflikt. Jeg var specielt træt af, at hver gang jeg søgte hjælp og viden, så blev jeg mødt med ”hvor svært kan det være”, “det kan man da sige sig selv”, ”curlingforælder” osv.

Jeg havde slet slet ikke brug for at føle mig endnu mere forkert og skamfuld, end jeg allerede gjorde. Jeg havde sådan brug for hjælp, men det var årsagen til, at jeg ikke turde.

Selv de bedste råd er svære at bruge, når vores egne triggere tager over

Jeg havde fået masser af råd om, hvad jeg skulle gøre. Men jeg manglede hjælp til at forstå, hvad der skete i mig, når jeg blev trigget. For selv de bedste råd er svære at bruge, når nervesystemet går i alarmberedskab.

Jeg havde ikke lært at mærke min krop, lytte til min intuition og berolige mig selv. Det blev begyndelsen på min søgen efter en mere kærlig vej til at blive den mor, jeg gerne ville være.

Det kræver en landsby

Man siger det kræver en landsby at opdrage et barn. Nogle af os har bare ikke haft de rette rollemodeller, da vi var børn. Så handler det om at finde de rette rollemodeller som voksne. For det er stadig ikke meningen, at vi skal klare rejsen alene. Vi har alle samme brug for hjælp.

De negative tanker kørte rundt med mig, som en anden dukkefører. Men jeg ændrede det ved at få hjælp. En terapeut stoppede mig engang midt i en talestrøm af selvbebrejdelser og sagde: “Hov, sagde du fra over for din far ? Hvor var det stærkt og klogt handlet af en lille pige overfor en fuldvoksen mand!“.

I alle de år havde jeg bildt mig selv ind, at jeg var dum og svag. Men i virkeligheden var det både stærkt og klogt. Det havde jeg ikke opdaget uden hjælp.

Jeg havde brug fra hjælp fra nogen, der ikke var marineret ind i min smerte, og derfor kunne se det store billede.

Vær en kærlig forælder for dig selv

Giv dig selv et moderligt kram. Det handler ikke om at blive en perfekt mor. Det handler om at møde dig selv med nysgerrighed og omsorg, tage ansvar for det, der bliver vækket i dig, og række ud efter støtte, når du har brug for den.

Du behøver ikke klare rejsen alene.

I dag er mine sønner voksne

Når jeg ser tilbage, kan jeg se, at forandringen ikke kom af, at jeg blev en perfekt mor. Den kom, fordi jeg begyndte at forstå mine egne reaktioner, tage ansvar for mine mønstre og bede om hjælp.

I dag hjælper jeg andre forældre med at forstå deres triggere og familiemønstre, så gamle sår ikke behøver at stå i vejen for den tryghed, kontakt og samhørighed, de længes efter i familien.

I Trygge familiebånd er der plads til at dele det, der er svært, og få støtte til at forstå både dit barn og dine egne reaktioner – så du kan skabe mere ro, tryghed og samhørighed i familien.

Du er hjertelig velkommen.

Se fællesskabet